I denne frosne vildmark af tanker og sne vågner du op til en stilhed så vidtstrakt, at det føles, som om den lytter tilbage. Landskabet strækker sig uendeligt, hver retning identisk, hver skygge et ekko af din tøven. Du begynder at gå – ikke fordi du ved, hvor du skal hen, men fordi det at stå stille føles som at give op for selve kulden.